Sdr. Nærå Efterskole er lukket!

Sdr. Nærå Efterskole er lukket – Sdr. Nærå Friskole og Børnehus fortsætter.

Det er med stor alvor og efter grundige overvejelser, at vi meddeler, at Sdr. Nærå Efterskole er lukket med udgangen af indeværende skoleår. Sdr. Nærå Friskole og Børnehus fortsætter.

Beslutningen blev vedtaget med stort flertal på en ekstraordinær generalforsamling onsdag den 11. juni 2025. Af de 136 afgivne stemmer, stemte 112 for bestyrelsens indstilling om at afvikle efterskolens drift. Flere års økonomiske udfordringer og en grundig vurdering af den fremtidige bæredygtighed har ført til konklusionen, at efterskolens drift ikke kan forsvares uden at bringe hele stedets økonomi i fare.

Trods mange initiativer, herunder udviklingen af en ny linje og omfattende rekrutterings–og markedsføringsindsatser, ser vi desværre hen i mod et elevtal, der ligger langt fra det nødvendige for at kunne drive efterskolen økonomisk ansvarligt og for at kunne udvikle og vedligeholde den fremadrettet.

På baggrund af grundige analyser, drøftelser og overvejelser indstillede bestyrelsen derfor, at efterskolens drift afvikles, idet en fortsættelse vurderes at true ikke blot efterskolens, men den samlede institution – herunder også friskolens og børnehusets eksistensgrundlag. Den ekstraordinære generalforsamling blev indkalt med henblik på at tage stilling til denne indstilling.

Efterskolens økonomi er ikke isoleret, men indgår i en samlet økonomi med stedets øvrige afdelinger — børnehus, friskole og SFO. En fortsat underskudsgivende efterskoledrift vil således inden for få år kunne bringe eksistensgrundlaget for hele Sdr. Nærå Fri–og Efterskole & Børnehus i fare. Derfor har bestyrelsen vurderet, at det eneste ansvarlige valg er at afvikle efterskolen nu for at sikre, at resten af stedet kan fortsætte.

Vi er bevidste om, at efterskolen gennem mange årtier har været et vigtigt sted for unge menneskers udvikling og fællesskab. Den har haft betydning – og gjort en forskel – for mange. Det er ikke en beslutning, der er truffet let, og vi har stor respekt for det arbejde, som både tidligere og nuværende medarbejdere og ledelse har lagt i forsøget på at vende udviklingen. Vi er samtidig opmærksomme på, at beslutningen berører både nuværende ansatte og kommende elever, og vi er i gang med at tage hånd om de næste skridt så ordentligt som muligt.

Med denne beslutning er der skabt grundlag for at bevare og styrke Sdr. Nærå Friskole og Børnehus, så vi også fremover kan være et sted, hvor børn og unge kan udvikle sig i trygge og engagerende rammer.

På vegne af bestyrelsen,
Christian Bendix